Det var de mindste marginaler, der skilte Oliver Payne fra sejren og den ultimative debut i verdens næststørste thaibokse promotion.
Var den kamp blev kæmpet et andet sted, havde Oliver Payne fået sejren!
Han var klart den mest scorende set over hele kampen. Første omgang vart entydigt overlegent og alle dommere har Oliver Payne som vinder 10-9 efter tre minutter, der med lidt god vilje kunne have givet danskeren yderligere ”en pil op”.
I anden omgang styrer Oliver Payne fortsat med fremragende boksning og et jab, der igen og igen smasker ind i ansigtet på Albinagorta Gonzalo.
Midt i omgangen gennemfører peruvianeren et for ham klassisk angreb der afsluttes med en albue. Indtil da har Oliver Payne dygtigt blokeret alle forsøg på at få overtaget med de farlige albuer. Denne gang drives den dog med hurtig sikkerhed ned i midten af ansigtet på Oliver, der ud over en tur i gulvet i samme forbindelse, efterlades med et blødende cut på siden af næseryggen tæt på højre øje. Trods skaden og et tydeligere pres fra Albinagorta Gonzalo, scorer Oliver fortsat mange point med både gode spark og hårde kontraslag. Dommerne giver alle omgangen med 10-9 til Albinagorta. Det er ikke tyveri. Omgangen er meget lige, men dominansen fra peruvianeren vægtes tungere og giver ham det lille plus, der tipper den til hans fordel.
En blødende men stålsat Oliver Payne går ind til tredje omgang helt uden at blinke. Der er ikke noget piveri. Han angriber med gode jab og hårde spark, trækker sig og slår kontra. Han ænser ikke yderligere et cut som får ham til at bløde bag venstre øre. Han vil vinde. Han vil ikke give sig, og blokerer med stor rutine, hovedparten af de albuer Gonzalo kaster efter ham. Midt i omgangen sætter Oliver et knaldhårdt spark mod ribbenene på sin modstander. Han blokerer sparket, men hans arm brækker. Det ved Oliver dog ikke og Gonzalo fortsætter kampen ud med at forsøge at finde en afgørelse. Han tør ikke tro på en pointsejr.
Dommerne giver sammenlagt sejren til Albinagorta Gonzalo på point.
Som sagt i første linje: Den sejr kunne lige så godt og med stor retfærdighed være gået til oliver Payne.
Det var en mandfolkepræstation af en 17-årig knægt, der har al mulig grund til at løfte hovedet, skyde brystet frem og være stolt som bare fanden!
Ham kan vi tillade os at have store forventninger til, og et nederlag i den slags tætte og vildt underholdende kampe, kommer ikke til at trække ned i hans bedømmelse hos dem der arrangerer de helt store kampe i Thailand.
Punchlines ”våde drøm” er nu en revanchekamp mellem Oliver Payne og Albinagorta i Danmark. Allerhelst til UNITE Championship i en fyldt Brøndbyhal i efteråret 2026.
