Blodtud og blå øjne

Fatima og den lige højre på puder

Af:

Punchline by Marconi

Unge i Albertslund med ”en bokser i maven” kan få efterprøvet drømmen om at blive hårdtslående nævefighter på gratis boksetræningslejr i skolernes efterårsferie

Albertslund Bokseklub, LUNDEN BOXING, inviterer kommunens unge til boksetræningslejr i skolernes efterårsferie. Unge der er mellem 10 og 20 år, kan frit melde sig til fem dages boksetræning. De tilmeldte deles op i hold fra 10-13 år, 14-16 år og 17-20 år og træner hver formiddag klokken henholdsvis 10, klokken 11.30 og klokken 13 på samme måde som de rigtige boksere og dem der er på vej til at blive det.

Husly hos MIkenta
Det er den tidligere landsholdstræner Kim Marconi, der styrer slagets gang og fordeler ”øretæverne” ligeligt:
– LUNDEN BOXING har fået husly hos Mikenta, der jo i årevis har været en institution ikke kun i kampsportsverdenen men også på Vestegnen i almindelighed og i Albertslund Kommune i særdeleshed. Mikenta har en udbredt forståelse for livet i lokalområdet og fremstår som et solidt anker for mange unge mennesker, siger Kim Marconi og fortsætter:

-På den måde går de godt i hak med boksningen og LUNDEN. Boksning har altid haft to sider af samme sag: Lær at bokse og lær at opføre dig ”ordentligt”, eller ”ansvarligt” , om man vil i disse woke-tider. Vi har i idrætsforeningerne alle sammen et vist ansvar for at vores unge finder fornuftigt vej mod det spirende voksenliv.

Plads til ballade
– Men det hele skal dog ikke være så straight forward og fornuftigt. Der skal gøres plads til sjov og ballade i trygge rammer, og der spiller bokseklubberne ikke mindst en væsentlig rolle. Det er med sveden drivende ned af panden og ”lunger der er ved at hoppe af krogen” af træthed, at man opdager sine evner og begrænsninger. Det er når man tror, at det ikke kan blive værre, at man gribes, løftes og bliver bedre, siger Kim Marconi.

LUNDEN BOXING laver så mange hold i efterårsferien som der er deltagere til … dog begrænset af trænerkapacitet og brugen af lokaliteterne i Mikenta, der er beliggende på Roskildevej 14 G. Men Kim Marconi lover at der mindst er plads til 1-2 fyldte hold i hver gruppe, der træner mindst en time hver gang. Desuden tages der en snak generelt om træning, livsstil og om målsætninger/planlægning versus drømme.
– Det her er jo i første omgang en investering i en lille gruppe unges personlige udvikling.
derfor er vores første prioritet at give dem et indblik i god træningskultur og få fornemmelse af den disciplin der kræves for at blive rigtig bokser. Selve boksekampene ligger et godt stykke ude i fremtiden, og vores fokus er absolut på ”nu og her” og progressivitet, slutter Kim Marconi.

Albertslunds unge kan tilmelde sig boksetræningslejr på Mikenta.dk under LUNDEN BOXING frem til den 8. oktober. Tilmeldingen skal indeholde fuldt navn, adresse, evt. eget telefonnummer, fødselsdato og navn og telefonnummer på en voksen kontaktperson, hvis man er under 18 år.

Her er det 11-årige boksestjerne in spe, Fatima, der instrueres på sandsæk og puder af Kim Marconi i Lunden Boxing.