Nordisk promotion giver opmærksomhed

Af:

Punchline by Marconi

UNITE er vejen til ellers svært opnåelige internationale topkampe for fightere fra de fire kampsportsgrene som Nordens største promotion i kampsport dækker.


Det er en slet skjult hemmelighed, at vejen til de største kampe i international kampsport, ikke udelukkende handler om at kunne svede og bløde sig gennem utallige benhårde træningstimer, men også om at være en del af ”det fine selskab”.
Med andre ord skal man ikke bare være djævelsk god til sin sport – man skal også være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt!

Baglandet tæller
”Det er helt korrekt, at det ikke ene og alene er den enkelte fighters kvaliteter i ringen eller oktogonen, der er afgørende for om vedkommende får lov at træde ind på de helt store scener i kampsportens verden” siger Promotor Steffen Weise fra UNITE og fortsætter:

”Det, at være en del af en promotion eller organisation, som allerede er etableret og har markeret sig i rækkerne lige under de allerstørste, som eksempelvis UFC, ONE, GLORY og MTGP, betyder nemlig at man lettere bliver set blandt de mange arrangører rundt om i verden.”

”Fighteren skal naturligvis være dygtig og toptunet for at kunne træde ind på disse scener i de store stævner og turneringer, men ved at være branded som eksempelvis UNITE-fighter flyder tilbuddene om store kampe ofte lettere i den ”fødekæde” man er en del af.”

”Den enkelte promotor finder jo helt naturligt en ekstra tryghed ved at forholde sig til kolleger i miljøet, som han allerede kender eller kender til. Det betyder at der fra tid til anden skabes åbninger for fighterne, der ellers ikke ville opstå” siger Steffen Weise.

Med de to UNITE stifteres (Steffen Weise og Brian Talarek) mangeårige virke som fightere, trænere og promotors synes det da også naturligt, at de står højt på telefon- og maillister hos arrangørerne rundt om i verden.

Det seneste års tid har kombinationen af skarpe ”fighter skills” og et rutineret bagland givet en række internationale udfordringer til eksempelvis Oliver Simonsen, Yara Sahleh, Frederik Winter, Frederik Fenger og Johannes Bakke.
Desuden har der, på niveauet under de største titelkampe, været bud efter en række af de unge fremadstormende talenter som eksempelvis Ali Abduljabar, Mehmet Akin, Marco Van Der Goot og Marcus Ulsing.