Et par gentagne spark for at få modstanderen til at tro, at hun vidste hvad der ville komme – og så alligevel ikke. Engelske Terri Houlton så slet ikke, hvad der ramte hende, da Yara Saleh udførte det perfekt opsatte angreb og hamrede et spark på kæben af nummer to på den britiske rangliste.
Der var ingen grund til at tælle, for den engelske fighter faldt som et fældet træ og havde ikke en chance for at rejse sig og fortsætte kampen. Heldigvis kom hun til hægterne mens Yara Saleh kunne brøle sin sejrsglæde ud til et propfyldt Albertslund Musikteater.
Første rene K.O.
”Det er min første rene K.O. sejr som professionel, så jeg var helt oppe at køre da det lykkedes. Vi havde jo spottet Terris uvane med at smide paraderne efter at have angrebet, så da jeg samtidigt lykkedes med at trække sparket ind på indersiden af hendes parader, vidste jeg godt at jeg ville ramme hende – hårdt!” fortæller Yara Saleh.
Den unge og brølstærke thaibokser fra Albertslund er ifølge hendes promotorer, Steffen Weise og Brian Talarek, ved at være klar til at prøve kræfter med de absolut bedste fightere i verden, og han vil nu arbejde på at få Yara Saleh på programmet til et af de store stævner i Thailand, hvor hun kan vise sine kvaliteter og slå sig frem til verdens største Thaibokseshow hos One Championship.
Må vi her fra Punchline anbefale virksomheden ”Drømmeland” at blive hovedsponsor for Yara Saleh? Det må være et såkaldt ”match from Heaven”.
Foto: Terri Houlton faldt som et fældet træ (fotograf: Carina Møller Wellejus)
Foto: Yara Saleh spytter tandbeskytteren ud og skriger sin sejrsglæde ud da modstanderen rammer gulvet. (Fotograf: Robert Hendel)