Forbudt at blinke

Af:

Punchline by Marconi

Ni ud af 11 kampe ved lørdagens MMA Galla i Glostrup blev stoppet før tid. Her af 7 i første omgang og to i anden omgang. Kun to kampe gik tiden ud til pointafgørelse.
Så langt størsteparten af det stort anlagte show var overstået på sekunder, og man kan forsvare at indføre ”et forbud mod at blinke” blandt publikum, der ellers meget let kommer til at gå glip af gallaens highlights. Om der var tale om lidt for forsigtig matching eller om en række af stævnets fightere bare havde en uheldig aften, skal vi lade være usagt, men som tilskuer til Pluto Tv’s live-sending var der rigeligt med tid til både at lave kaffe, varme boller og sortere vasketøj mellem kampene.

Fældet ved roden
Retfærdigvis skal det dog siges, at aftenens Main event, der som 8 andre kampe ikke fik lang tid på bagen, faktisk havde elementer af intensitet og formåede at levere spænding. Janus Olsen skulle mod polakken Arthur Jacob forsøge at vise at han med kun to professionelle kampe i bagagen kunne bære at stå øverst på plakaten. Det formåede han at antyde, ved at lægge et tungt pres på Jacobs og i tre sekvenser indenfor et minuts tid, at tilkæmpe sig gode chancer til at markere overtaget. Men så var det også slut. Arthur Jacob fik vist, at han ikke blot var mand for at tage imod en serie gedigne ørefigner, men også selv kunne levere et punch med effekt. Et øjebliks overmod eller uforsigtig iver var alt hvad polakken skulle brug fra Janus Olsen for at afgøre kampen med et one-punch-knock-down. Janus Olsen ”slukkede” og faldt med et brag uden af tage fra … som et træ fældet ved roden. Kamplederen gjorde det rigtige og forhindrede yderligere skade ved at stoppe kampen.
ikke det resultat vi havde håbet på, men slet ikke en dårlig kamp, så længe den varede.