Michelle Eriksen har skiftet klub fra CIK til Amager Boxing Club og gjorde ved weekendens Unite Championship comeback efter halvandet års fravær fra bokseringen.
For omkring 25 år siden i kvindeboksningen stadige spæde start, sprang en dansk kvindebokser og fængselsbetjent op i tovene i ringhjørnet, efter at have stoppet sin modstander ved stævnet i Ballerup, og skreg i overstadig begejstring sit spørgsmål om bekræftelse ud til publikum: ”Har mor nosser?”
Helt så løssluppent blev det ikke ved weekendens Unite Championship, hvor bokseafdelingen var prydet af netop en topklasse kvindekamp mellem tilbagevendte danske stjerne, Michelle Eriksen, og græske Eftyhia Papadeli. Michelle selv var for beskeden til at fejre sin overbevisende sejr med en tur op i tovene, mens skaren af veninder knap så udsvævende konstaterede ”Hun er tilbage”.
Comeback
Og tilbage, det var hun, Michelle Eriksen.
Selv om hun lige skulle bruge en halv omgangs penge til at finde sine fødder og den rette afstand til sin modstander, så var det hen over kampen opløftende at se, at den teknisk stærke bokser, ikke havde mistet hverken blikket eller styrken for de afgørende slag.
Eftyhia Papadeli var stærk, men matchede helt åbenlyst ikke Michelle Eriksens tekniske kvaliteter. Det hun måtte give væk på den konto forsøgte hun dog at veje op for med en vilje til kamp, som aldrig blev pillet af hende … selv om hun især i tredje omgang måtte lægge krop og ansigt til mange rene og hårde træffere.
knock down
En enkelt gulvtur blev det da også til for den græske fighter, der blev fanget af en klokkeren stiv lige højre til kæben, slog benene i vejret og landede tungt på canvassen. Hun var ramt, men dog ikke mere rystet end hun ærgerlig hamrede sine handsker i gulvet og bandede af sin egen uforsigtighed, inden hun rejste sig op og erklærede sig klar til at fortsætte kampen frem til sidste gong-gong slag.
Stærke modstandere
Michelle Eriksens come back efter halvandet år væk fra ringen, giver løfter om mange flere spændende kampe ved Unite Championship med hende i det ene hjørne. Hun skal naturligvis have muligheden for at finde sin vej tilbage til samme kampform som hun havde førhen, men allerede nu ligger det fast, at hun er klar til nye stærke modstandere … så snart som muligt.
