FIGHT OF THE NIGHT
Det lignede unægtelig endnu et skoleeksempel på, hvordan man får millioner af views på sociale medier. Oliver Payne leverede en lang perlerække af sekvenser i kombinationen brutal hård kampsport og vidunderlig underholdning, der hver for sig skriger efter world wide views.
Unite fighteren Oliver Payne satte en tyk streg under sine evner som både thaibokser og entertainer i den firkantede ring, da han ved lørdagens Unite Championship leverede ”fight of the night” og besejrede den bomstærke og konstant farlige Andreas Grubinski.
Festfyrværkeri
Det var dog den estlandske fighter, der kom stormende ud af sit hjørne og med fråde om munden kastede sig ind i kampen mod den danske stjerne-fighter, der måtte indkassere et par solide træffere på mundtøjet inden han fik styr på fødderne og fandt den rette afstand til sin modstander. Derfra var det tre runders festfyrværkeri af spark, slag, albuer og knæ, der blev udvekslet med højeste tempo og intensitet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Forgæves
Andreas Grubinski diskede op med absolut alt han havde lært i sine foregående 19 kampe, hvoraf kun tre er endt i nederlag. Hele hans attitude og tilgang til kampen udstrålede at han ville og kunne, og var vant til at sejre.
Men mod Oliver Payne sled han forgæves og blev igen og igen fanget af Paynes smartness og speed. Bevares, Oliver Payne måtte da også tage imod træffere undervejs. Ikke mindst når han fejlede i brugen af alt for åbne og store sving med baghånden og derfor blev ramt af hurtige ”counter strikes” fra sin modstander. Men i det overordnede billede var det Oliver Payne der regerede i ringen, og som et brutalt statement afsluttede hver eneste omgang med spektakulære hårde træffere, for ligesom at understrege, hvem der bestemte.
Et skridt op – hver gang
Med sejren over denyderst kompetente modstander fra Estland, fortsatte Oliver Payne ikke blot sin sejrsrække, men også vejen frem og op. Som Mikentas stifter, Brian Talarek, sagde til Oliver efter kampen: ”Du er ligeglad hvem du kæmper mod og lader dig ikke slå ud af nervøsitet. Hver gang du kæmper, tager du et skridt op – hver gang!”.
Med blot 16 somre i livsbagagen er Oliver Payne dog stadig ”en ung knægt”, der har rigeligt med tid at give af, og derfor kan tillade sig at fortsætte med at udvikle sig nogle år endnu inden han skal måles på den helt store skala. Den udvikling vil vi gerne være tilskuere til ved Unite Championships events, for bedre underholdning og kvalitet i kampsportens verden skal man godt nok lede længe efter.