For 43-årige Tandklinikassistent, Anna Rebacz, har der kun været et juleønske og er kun et nytårsforsæt:
Jeg vil i ringen og kæmpe igen!
Når hun glad kysser manden gennem 20 år farvel og råber til sine store drenge, at de skal opføre sig ordentligt til hun kommer hjem fra træning, så er det ikke de traditionelle spinningtimer eller yoga-måtten, der trækker.
Det, der igen og igen hiver Anna op fra sofaen og ned til træning, er benhård forberedelse til kamp i en af de mest aktionsfyldte og brutale kampsportsgrene, der findes: Thai-boksning, eller Muay Thai, som det hedder på original sproget.
Anna Rebacz er ”bidt af en gal thaibokser” og kan slet ikke forestille sig en hverdag uden spark og slag. Med få undtagelser er hun hver dag i klubben for at træne og der bliver ikke holdt igen når hun mod oftest væsentligt yngre træningskammerater finpudser evnen til at hamre albuer, knæ, knytnæver og spark ind på sin modstander.
Fighter dåb
I midten af julemåneden fik Anna Rebacz sit store ønske opfyldt og trådte op i ringen til en rigtig Muay Thai kamp. Hendes ”dåb” som rigtig fighter. Den der oplevelse af, for første gang at stå helt uden sikkerhedsnet og vide, at nu falder der øretæver, hvis man ikke passer gevaldigt på.
Rent sportsligt blev det en blandet fornøjelse for Anna, for hun følte ikke at hun formåede at levere tilstrækkeligt med prøver på alt det, hun har lært i træningslokalet. Men der blev svedt, blødt og fældet en tåre i et rasende arbejdsiver, hvor glemte instruktioner fra hjørnet eller manglende parader, straks blev straffet med hårde træffere. Men der blev ikke givet op. De to kvinder sled sig gennem alle tre omgange og kunne efter sidste slag på gong-gongen mødes i en svedig omfavnelse i respekt for hinandens mod og kunnen.
Gemme sig?
Og hvordan har man det så når den første kamp er kæmpet og tabt? Når den blødende næse en blevet pudset, den hovne læbe forsigtigt duppet og den første antydning af det blåt øje er blevet kommenteret af trøstende klubkammerater. Vil man bare hjem og gemme sig hos manden og sønnerne?
Ikke Anna: ”Jeg vil bare derop igen!”
”Jeg vil så gerne i ringen igen. Jeg vil have muligheden for at gøre det rigtig, eller i hvert fald bedre” siger hun begejstret og fortsætter:
”Det var den vildeste oplevelse.”
”Umuligt at beskrive.”
Lang line
”Jeg ved godt at jeg har fået lang line af familien, der har bakket mig 110% op i mit mål om at blive rigtig fighter. Jeg tror også at både min mand Michael og Tristan på 12 år og Marcus på snart 18 år, har glædet sig til at kampen var overstået og mor kunne begynde at forkæle dem lidt med madlavning og den slags mere almindelige sysler.”
”Men der er de så blevet slemt skuffet” griner Anna Rebacz.
”Jeg er tilbage i træningslokalet og skal have korrigeret det jeg gjorde forkert, så jeg er bedre forberedt næste gang jeg går i ringen”
”Og jeg håber virkelig, at der bliver en chance for en næste gang”
”Nu har jeg bogstaveligt talt fået blod på tanden, og kan slet ikke rumme ideen om, at det var så det. Der må være mere til mig. Flere kampe. Flere udfordringer, og forhåbentligt færre øretæver.”
”Jeg vil i ringen igen.”
”Jeg vil vinde!”