Frederik Winther hentede WBC titel med sejr over stærk franskmand, der dog overvurderede sin egen indsats, og følte behov for at brokke sig over de tre, helt enige, dommeres afgørelse.
Frederik Winter fra Siam Muay Thai på Nørrebro besejrede i lørdags den franske titelbejler, Mikael Benatar, med klog boksning og overskud til hele tiden at øge presset på modstanderen, når denne forsøgte at komme bedre med i kampen.
Hang i tovene
Det var Frederik Winter, der fra start dominerede kampen og gik fremad for at skabe slagudvekslingerne. Franskmandens taktik med primært at hænge i tovene, læne sig tilbage og sparke lowkick, kunne for så vidt have været en brugbar taktik, hvis han vel at mærke havde lavet 10-15% mere end han gjorde. Men Frederik Winters konstante pres efterlod ingen tvivl om, at det var ham der fortjente sejren, og alle tre sidedommere havde ham da også som vinder af kampen, der gjaldt den internationale WBC-titel.
Efter kampen var det da også en helt afklaret Frederik Winter, der blot trak på skulderen af franskmandens protester efter domsafsigelse:
Jeg havde styr på det
”Jeg følte hele tiden at jeg havde kontrol over kampen. Jeg lavede mest. Jeg gik fremad og skabte kampen. Ja, han havde måske flere lowkick end jeg havde, men de fleste uden væsentlig effekt og kun nogle få hårde træffere.”
”Jeg vidste at jeg var foran på point og koncentrerede mig bare om hele tiden at udbygge mit forspring samt prøvede at undgå at blive cuttet ved et uheld. Det ville være for ærgerligt at skulle give ham bæltet med til Frankrig på grund af en skade, så jeg passede på mig selv undervejs” sagde Frederik Winter.
Maybe I did loose
Da jeg talte med Mikael Benatar efter kampen, sagde han da også, at han mente at han havde vundet kampen og var uforstående over for dommernes beslutning. Han var dog kommet ned på jorden igen og havde gemt de store armbevægelser væk. Så da jeg fortalte ham, at jeg var helt og aldeles enig med dommerne og mente at han trods en relativ lige kamp, tabte entydigt nok til at forsvare at dommerne var enige, og dermed en 3-0 sejr til danske Frederik Winter, trak han blot på skuldrene og sagde:
” You think so? OK, maybe I did loose.”