Lundgaard mod ”The Schoolboy” er en mulighed

Af:

Punchline by Marconi

Den tidligere amerikanske professionelle bokser, Walter ”The Schoolboy” Sarnoi, er nået til den sidste hurdle i forsøget på at kvalificere sig til De Olympiske Lege i Paris denne sommer. Ved kvalifikationsturneringen i Bangkok er amerikaneren, der stiller op for Laos som olympisk bokser, i samme gruppe som danske Frederik Lundgaard Jensen, og de to kan med en god indsats og to sejre til hver, møde hinanden i kvartfinalen i slutningen af den kommende uge.

Tabte til Elias Idrissi
Kampen er interessant fordi Walter Sarnoi indledte sin vej mod kvalifikation med et seks måneder langt træningsophold i Danmark hos Mikenta i Albertslund. Blot tre måneder inde i sin træning for at vende tilbage til bokseringen, tabte den dengang 37-årige Walter Sarnoi til en anden dansk topbokser, Elias Idrissi, ved Betina Palles Fight Night stævne i Royal Arena.
Elias Idrissi er søn af den danske landstræner, Rachid Idrissi, der således også vil stå i hjørnet hos Frederik Lundgaard Jensen, hvis han skal krydse klinger med Walter Sarnoi i Thailand.

Fjervægt
Både Frederik Lundgaard Jensen og Walter Sarnoi bokser deres første kamp i eftermiddag, og da begge har haft en rimelig god lodtrækning, er der en reel mulighed for, at det første skridt mod den interessante kvartfinale kan tages med succes for begge boksere.
Både Frederik og Walter er, siden sidstnævntes nederlag til Elias Idrissi, gået ned i vægt og stiller op til Ol-kvalifikationen i Fjervægt (max 57 kg).