Ulsing staves med KO

Af:

Punchline by Marconi

Den ukronede Knock-Out konge Marcus Ulsing gjorde det igen. Den stærke norske Per Gamst var en farlig modstander, men måtte sande at mod den danske stjernefighter var det slet ikke nok.

Ved weekendens UNITE-stævne i Albertslund Musikteater stod den første kamp på main cardet mellem danske Marcus Ulsing og norske Per Gamst. En kamp mellem to af nordens hårdeste fightere i den tunge ende af vægtskalaen, hvor den unge fremadstormende dansker skulle bevise sit værd mod den mere rutinerede og farlige nordmand.

Overblik
Det tog dog kun nogle få voldsomme, men fejlslagne, lange sving fra Per Gamst side, før Marcus Ulsing havde fået justeret afstanden til den norske fighter og med smartness og overblik styrede slagets gang. Første omgang sluttede da også med et plus til danskeren, der dog konstant skulle være opmærksom på nordmandens farlige serier af sving.

Torden og lynild
I anden omgang fulgte Marcus Ulsing instrukserne fra sit hjørne og hamrede effektivt lowkick med højrebenet ind på sin modstanders venstre ben, og det med en sådan kraft, at det var tydeligt at se, at det hæmmede Per Gamsts evne til at bevæge sig rundt i ringen.
Og skulle enkelte efterkommere af Vikingerne fra Nord være i tvivl om det, så lad os lige slå fast: Odins søn, Torden-guden Thor, var dansk og holder stadig med Danmark! Man kan ikke være i tvivl efter at have set, hvordan Marcus Ulsing med ”torden og lynild” reducerede sin norske modstander til statist især i anden omgangs sidste halvdel, hvor slag og spark pressede normanden baglæns, desperat kæmpende for at ”overleve” omgangen.

En kombination af et dundrende højre-hook og et ”american-hook ”med venstrehånden fra Marcus  Ulsing sendte dog Per Gamst i gulvet med et brag, og selv om den  tapre og godt kæmpende, men stærkt blødende, normand, fik lov at fortsætte kampen, var det på lånt tid. En gulvtur mere og endnu en tælling var unødvendig – kamplederen vinkede afværgende med hænderne og skånede Per Gamst for yderligere skade.

Marcus Ulsing kunne notere sig endnu en sejr før tid og føje den til den meriterende stime af sejre han har sikret sig  det seneste halvandet års tid. Han er stærk som en bjørn og, modsat tidligere i sin karriere, tilsyneladende umulig at ryste i troen på sig selv. Selv når det går allerhårdest for sig, ved Marcus Ulsing at han har evnerne og slagstyrken til at afgøre kampene, og det er som om den bevidsthed giver ham friheden til at bokse mere afslappet og effektivt.