I mit hjerte har jeg aldrig været langt væk fra kampsporten, og har ikke følt mig helt klar til at være “forhenværende”.
Fahzan Khalid har været gemt, men ikke glemt, i bevidstheden hos de kampsportsglade på Vestegnen. Den hårdtslående thaibokser stod oftest som garant for voldsomme knockout sejre indtil han for fire år siden måtte slå lidt op i banen og samle sit fokus om nye roller som managementkonsulent på de bonede gulve og som far til en lille søn.
Om en uges tid er det slut med “midtvejskrisen” og heldigvis har løsningen for Fahzan ikke været at købe en Porsche, men i stedet at finde vejen tilbage.
Først tilbage til træningslokalet og nu altså også vejen tilbage til spotlight og publikumshyldest.
Om en uge ”går det ned” når Fahzan atter går i ringen i Albertslund Musikteater med en helt ny erkendelse af forcer og begrænsninger, men ikke desto mindre med den samme fandenivoldske tro på, at ringen er hans, modstanderen er blot på besøg … og hvis det står til den Vestegnske legende, så bliver det et kort besøg:
Vi ses på lørdag
”Jeg vil bare ind og slås”, siger Fahzan og understreger, at motivationen til at komme tilbage efter fire år, netop er lysten til at stille ”den kløe” han føler i næver, albuer og skinneben, for igen at dele øretæver ud foran hjemmepublikummet i Albertslund.
”Jeg har kæmpet til mange store internationale events, men aldrig har jeg oplevet et publikum som på Vestegnen i Albertslund musikteater til stævnerne arrangeret af Mikenta. Det er en stor ære og fornøjelse at kæmpe foran dét publikum igen” slutter en af de hårdeste veteraner i Muay Thai.