Dansk boksning stråler klarere end længe

Bo Bøgeskov

Af:

Punchline by Marconi

Dansk amatørboksning er måske ikke helt på absolutte stjerneniveau, men de kan ”nå himlen”, hvis de strækker sig. Som en direkte følge af succesen skal bokseforbundet nu have ny formand.

Sidste sommer stod Paris og De Olympiske Lege øverst på listen over idrætsevent. Danmark deltog med en sædvanlig optimistisk forventning til en rimelig medaljehøst, set i forhold til vort lands størrelse og de enkelte specialforbunds meritter historisk set. Det gik da også meget godt og overordnet set ramte vi indenfor skiven. Nogle af dem, der forventeligt ”skulle”, kunne ikke, og enkelte af dem, der ikke var alverdens forventninger til, trådte ud af skyggen og rakte ud efter succesen.

Indenfor skiven
Men i virkeligheden var optakten til legene i Paris tæt på at sprænge alle rammer for succes for det lille danske bokseforbund. Udtagelseskampene i de officielle kvalifikationsturneringer gik nemlig så godt, at kun uheld forhindrede at Danmark for første gange i tre årtier kunne have stillet med et egentligt hold af boksere til OL. Melissa Mortensen var tættest på at gøre Terteryan følge da hun tabte knebent i den afgørende kamp, men også Frederik Lundgaard og Abdallah Abou Arab viste et niveau, hvor det var marginalerne, der skilte dem fra den eftertragtede OL-billet.

Fællesskabets styrke
For cirka otte år siden tiltrådte Lars Brovil som forperson for Danmarks Bokse-Union, og da de mere end 100 danske bokseklubber samtidigt fandt fodslag og lagde mange års ligegyldige uenigheder i brokkassen og besluttede at give deres mandat til en langsigtet strategi for større bredde, mere tilslutning, flere tilbud og samtidig en stærkere elite, var de første skridt mod ”succes på sigt” taget.

Klubbernes vilje og evne til at samle sig og arbejde med Unionen i formulerede og klare strategiske beslutninger, er da heller ikke gået ubemærket hen i idrætsmiljøet omkring dansk boksning. En ærestitel som Årets Specialforbund under Danmarks Idrætsforbund er mig bekendt ikke tidligere tilfaldet dansk boksning, og selvom den slags hæder naturligvis er meget synlig og omtalt, så har forpersonerne i de danske bokseklubbers stædige beslutning om at lægge skænderierne bag sig og koncentrere sig om arbejdet bag linjerne i stedet, båret frugt for alvor.

Tillid og mandat
Man har nemlig gennem de seneste år formået at udvikle organisationen i bokseunionen, så der ikke længere er tale om et ”hyggeforbund” men om et mere professionelt forbund på linje med andre specialforbund i idrættens verden. Klubberne placerede i flere omgange deres tillid hos Lars Brovil og lod ham føre dem gennem svære og usikre tider. Tider, hvor der blandt andet skulle tages stilling til, om man ville fortsætte den årelange tilknytning til IBA (det internationale bokseforbund der tidligere hed AIBA), der igen var under anklage for korruption og svindel … eller om man turde tage springet sammen med an række af de førende boksenationer i den vestlige verden og knytte sig til det nye forbund World Boxing.

Klubberne blev hørt og Danmarks Bokse-Union kunne rykke over i det internationale forbund, der nu er blevet den officielle partner for Den Olympiske Komite og dermed også står for den olympiske bokseturnering næste gang lege holdes.
De danske bokseklubber og deres forbunds hårde arbejde for at være med til at sikre den positive internationale udvikling, blev da også bemærket ude i resten af bokseverdenen. For få uger siden blev det således offentliggjort at den danske forperson, Lars Brovil, med øjeblikkelig virkning fratræder posten i Dansk Bokse Forbund for at tiltræde som Præsident i World Boxing Europe.

Konsekvens af succes
Og så er vi tilbage til konsekvensen af succesen:
Danmarks Bokse-Union, DaBU, skal, fordi det hele er gået så godt som det ikke har gjort i flere årtier, have en ny person i spidsen for bestyrelsen, med det formål at fortsætte den strategi, der først lige for alvor er begyndt at tage form.

En ny kaptajn skal vise evnen til at holde fast i det strategiske samarbejde med Danmarks Idrætsforbund, der for nyligt har belønnet arbejdet og udviklingen i bokseunionen med et øget tilskud på den pæne side af to millioner kroner, og samtidigt forsøge at kvalificere dansk  boksning til igen at blive en del af ”det fine selskab” i Team Danmark regi, således at den fremtidige elite kan opnå endnu bedre resultater ved Europamesterskaber, Verdensmesterskaber og Olympiske Lege.

Online møde
I morgen, torsdag den 24. april, henad aftentide, har de danske bokseklubber sat hinanden i stævne ved et såkaldt ”online møde” for at sikre at så mange repræsentanter som muligt kan deltage i det ekstraordinære valg af ny forperson.

Efter Lars Brovils succes og fratrædelse, har Bokse-Unionen foretaget en konstituering på posten, hvor Bo Bøgeskov, med mere end tyve års virke i organisationerne i dansk boksning, har taget tøjlerne som konstitueret forperson.

Med, hvor det sker
”Jeg er bare glad på dansk boksnings vegne, over at Lars Brovil med sin nye post placerer Danmark præcis der, hvor alle landes forbund helst vil være … lige midt i centrum af den internationale bokseverden. Lige der, hvor de helt store beslutninger tages. Det er et kæmpe skulderklap til Lars Brovil, men bestemt også til repræsentantskabet og deres klubber, der har givet ham mulighed for at igangsætte de strategier, der nu begynder at give endog meget synlige resultater på så mange områder” siger Bo Bøgeskov.

”Nu kommer tiden så, hvor vi i klubberne og i Unionen skal se om vi kan surfe på den bølge af succes vi har skabt i fællesskab. Der er nemlig ingen grund til at stoppe op og hvile på laurbærrene. Vi skal vi se at vi kan sætte handling bag ordene: ”Mere boksning for flere – bedre boksning for flere”.”

”Og der er rigtigt mange detaljeområder, hvor vi skal fortsætte løftet og turde have ambitioner om udvikling. Ikke forandring for forandringens skyld, men udvikling i henhold til de strategier og retningslinjer som klubberne har stukket ud og som Unionen skal søge at eksekvere.”

”Det vigtigste lige nu, som jeg ser det, er at holde fast i de mange gode kræfter, der på forskellig vis arbejder på at profilere boksning sammen med og på linje med de rigtigt mange tilbud, som findes .Jeg tror på det brede samarbejde, hvor der naturligvis arbejdes inden for fastsatte rammer og normer, men  hvor der er plads til mange meninger, vinkler og tilgange til vores sport” siger Bo Bøgeskov, og slutter med ordene:

”Vi er nået langt og bredt, men vi har ikke vist det fulde potentiale endnu”.